lørdag den 24. januar 2009

Vi samler på gode historier

Bloggen er oprettet for at give medlemmer af Facebook-gruppen ”Kræft – patienter og pårørende” mulighed for at fortælle deres historie, men den er naturligvis åben for alle.
Ideen er, at vi her kan udveksle erfaringer og fortælle hinanden, hvordan vi klarer frygten, sygdommen og alle bivirkningerne. Og at pårørende kan mødes og fortælle om alle de vanskelige og livsbekræftende oplevelser og erfaringer, de har.
Alt for ofte hører vi meget negative beretninger om livet med kræft. Når medierne beskæftiger sig med sygdommen, vælger de som regel skrækhistorier om fejlbehandlinger, lange ventetider, angst, smerter og død. Sjældent hører vi noget om, at halvdelen af alle os, der får kræft, overlever sygdommen.
Det har fået mig til at foreslå, at mindst halvdelen af mediernes historier om kræft, og også halvdelen af de historier, vi fortæller hinanden i familien og på arbejdspladserne om kræft, må være positive. Sådan er det langt fra.
Men hvis vi nu begynder at fortælle alle de gode historier, vi selv oplever, vi hører fra andre, finder i aviserne osv – så vil vi være med til at skabe mere åbenhed om kræft og samtidig bidrage til mere optimisme hos alle, der er berørt af sygdommen.
Det vil måske bevirke, at en person, der får diagnosen, ikke bliver slået helt omkuld og falder sammen af frygt, men kommer i tanke om nogle af de positive beretninger om, hvordan andre har overkommet sygdommen, og hvordan nogle lever et godt liv på trods af kræften.
Vi har alle brug for livsmod, optimisme og tro på fremtiden, især når frygten hærger, vi er trætte og plaget af smerter. Lige netop her er det godt at komme i tanke om fortællinger, som andre har fortalt om, hvordan de klarede sig igennem frygten og sygdommen, og hvordan de fandt frem til en god hverdag med kræften som ikke-inviteret ledsager.
Det kan historierne her på bloggen være med til at give.